Blog
0

Godt med orlov til sorg for begge forældre. Men brug for bedre støtte i den sidste tid.

IMG_7200-1.JPG

Brug for mere end sorgorlov til fædrene. Når dit barn er ved at dø har du ikke tid til bureaukrati. Regeringen vil hjælpe med at sikre fædre sorgorlov ved spædbarnsdød.

Men familier med meget alvorligt syge eller døende børn skal hjælpes inden barnet dør. Kommer man hjem fra sygehuset så skal “systemet” også takles.

En patientforening har stillet en række forslag til sundheds- og forebyggelsesudvalget ved indlæg af René Folmann Iversen medstifter af patientforeningen Unique.

Unique beskriver, at der i 2013 døde 300 børn under 16 år. De 195 var børn under 1 år. Af de resterende 100, var 35 af dem var diagnosticeret med en alvorlig sygdom. Ifølge en artikel i BT 28. august i år, rammes 400 børn og unge hvert år af en uhelbredelig sygdom, hvoraf 80 af dem dør.

Der er ikke tale om mange børn, men det gør det ikke mindre vigtigt at hjælpe familien bedst muligt.

I den konkrete situation, hvor barn udskrives til palliation, kræver opgaven dygtig ledelse. Der bør derfor udarbejdes konkrete planer for det sidste forløb, disse skal beskrive sygehusets, kommunens og det praktiserende fagfolks opgaver og pligter.

Udskrivelse fra  hospital

Når fagpersoner i lille x-køping kommune står i sådanne situationer er det vigtigt, at disse klædes på til opgaven. Derfor foreslår Unique, at det bliver det udskrivende sygehus pligt, at afholde et udskrivelsesmøde, hvor alle implicerede deltager. Det vil sige at fysio- og ergoterapeut også byder ind med ideer og forslag. Lægen som måske kender familien bedre, kan byde ind med deres specialviden. Hjemmesygeplejen og sundhedsplejen har deres specialviden om pasning og pleje.

Dette vil primært hjælpe i forhold til den helhedsorienterede indsats og sikre patientinddragelsen, der tilstræbes i sådanne situationer, og derudover frigiver det også faglig kreativitet og udnytter fagpersonens potentiale, da hver fagperson kan bibringe opgaven deres ekspertinput, desuden ville det lette den efterfølgende supervisionsopgave. På dette mødet vil sygehuspersonale informere om patientens tilstand og symptomer, hvorefter der ligges konkrete planer for forløbet efter udskrivelse i forhold til patientens situation og familiens ønsker. Disse rundbordssamtaler med familien og den faglige ekspertise skal mindske koordinationsfejl og misforståelser og højne den tværsektorelle indsats.

Derudover bør der, ligesom der er en kontaktlæge på sygehuset, være en socialrådgiver, der agerer tovholder for patienten og dennes familie, som kan sikre patientens rettigheder og inddragelse. Dette skal gøres for, at familien ikke tager sig af unødige ting, og kan bruge deres energi på den uafhjælpelige situation. Socialrådgiver bør være fagspecialist, som der findes i palliative teams, men opgaven ville også kunne løses af sygehusets socialrådgiver eller kommunens handikaprådgivere eller lignende. Det vigtige er, at der udvises kreativitet, initiativ og høj faglighed. Det er meget vigtigt, at tovholderen udpeges for, at personen kan tage ejerskab over opgaven.

Tovholderen kan eksempelvis tage sig af kommunikation med myndigheder, arbejdsgivere, skoler og lignende, desuden kan den løse pludselig opståede behov for hjælpemidler. Her må forventes tæt samarbejde med hjemmesygeplejersken.

Hensigtserklæringer er ikke nok, døende børns rettigheder skal formuleres ind i loven, da i kun på denne måde sikrer man:

1. Udskrivelsesmøde
2. Konkrete udskrivelsesplaner
3. Tovholder

Tags:
0

Jøder i Horsens. Synagogen, den Levyske Stiftelse og den jødiske kirkegård i Frederiksgade.

16177820289_9e001e489e_z

Jeg gik en tur i Horsens på en solskinsdag i januar og kom forbi den jødiske kirkegård på vej hjem til mit værelse i Frederiksgade.

I 1803 fik jøderne i Horsens tilladelse til at holde synagoge i byen, dog uden en bygning indviet til formålet.

Kirkegården blev oprettet og taget i brug 1852. Tom Brøndsted oplyser, at der har fundet 69 begravelser sted fra 1852-1930. Jøder i Horsens, som døde før 1852 blev i reglen begravet i Fredericia.

I Farvergade 6 er den lille jødiske synagoge fra 1867 endnu bevaret, men bruges i dag som lejligheder, men bygningen kaldes stadig Levyske Stiftelse. Horsens Museum skriver, at de religiøse bygninger, som er blevet afhændet af menighederne, som Synagogen og Metodistkirken, er de særdeles sårbare overfor forandringer, der kan sløre deres oprindelige funktion.

Horsens Museum skriver om synagogen i Farvergade, at den er tegnet af arkitekt J. C. Clausen og opført i røde teglsten med hvide mønstre omkring døren og vinduerne. Synagogen er præget af en orientalsk stil, hvilket bl.a. ses ved indgangspartiet hvor en hvid løgformet bue omkranser døren.

Synagogen i Farvergade 6 blev indviet d. 27. december 1867. Bygningen blev bygget med hjælp fra et stort økonomisk bidrag fra de fire søskende fra familien Levy. Inden synagogen blev bygget havde jøderne i Horsens fra 1700-årene og frem til 1867 haft bedesale i forskellige private hjem i Horsens. Derfor må 1803 være det tidspunkt, hvor man fik tilladelse til at holde gudstjeneste.

Byens menighed blev med tiden mindre, og allerede omkring år 1900 var der ikke mandlige medlemmer nok til at opretholde en synagoge. Dette resulterede i, at bygningen i Farvergade 6 fra 1897 ikke længere blev anvendt som synagoge. Bygningen blev og bliver derfor benyttet som stiftelse, deraf også bygningens navn ”De fem Søskende Levys Stiftelse”. Med navnet ”De fem søskende” menes de fire søskende som gav tilskud til opførelsen af synagogen og deres dengang afdøde bror Zander I. Levy.

Bygningen blev solgt i 2011 af Horsens Kommune, Annoncen og yderligere oplysninger om bygningen kan findes hos Horsens Kommune.

2

Jeg vælger min mad udfra min sult – ikke mit køn…

16324518206_872ac32632_z

… jeg ville ønske at restauranter og cafeer ville lade mig gøre det samme.

Cafeen Apropos på Halmtorvet havde dette skilt med reklame for deres brunch hængende som smukt udstillede kønsstereotyper og hverdagssexisme i Danmark.

Kvinder spiser jo kun salat og sådan (mens de griner), ik?

Skiltet er hos Apropos, som jeg målrettet gik på vej til den tomme burgerbar ved siden af uden meget charme men også uden dikkedarer. Til gengæld har de et køkken, som har åbent til sent, og en betjening, som har den varme og charme som stedet mangler. Der skulle denne kvinde nemlig have en big burger med fritter efter en lang dag på kontoret.

burger sq

1

Je suis Ahmed. Je suis Aisha. Je suis Arkady Katkov. Je suis Alec. Je suis Charlie.

jeg er charlie

Une copine avait écrit “Non pour la je suis Charlie” et avait continue a écrire qu’elle était tous les victimes du terrorisme, de la violence et de l’extrémisme. La liste est longue et la plus importante est que nous ouvrons pour la paix pour la justice.

J’avais partager “Je suis Charlie”. Après que le nom du policier tue sur le trottoir j’ai partagé “Je suis Ahmed”. Je préfère de ne pas comparer les différent crimes. On ne peuvent pas mesurer la valeur d’une vie.

Dans l’attentat à Paris, c’était un attentat aux principes de la démocratie. c’était un attentat à la liberté de la presse, comme était vue déjà dans des autres endroits du monde. Comme nous avons vu en Danemark. Comme nous avons vu à Sri Lanka. Comme nous avons vue en Égypte. Comme dite par president Hollande “aucun acte barbare ne saura jamais éteindre la liberté de la presse.

Mais je comprends aussi la frustration sur l’attention accordé quand ça arrive à Londres, New York ou Paris. Mais l’oublié quand c’est à Beyrouth, Alep ou à Baga.

Il faudra se souvenir que Je suis Charlie ce n’est pas contre la religion de l’islam, ni contre le monde islamique ni contre nos concitoyens musulmans. C’est contre les terroriste et les barbares qui tuent dans le nom de l’islam mais ne représentent pas le religion. Comme l’IRA ne représentaient pas tous les irlandais. Comme ETA ne représentaient pas tous les basques. Comme PKK ne représentent pas tous les kurdes. Comme Hamas ne représentent pas tous les palestiniens.

Donc je suis Charlie. Mais je suis aussi  Ahmed et

je suis Malala,

je suis les écolières nigériennes,

je suis 160 enfants syriens tués dans des attaques d’écoles en 2014,

je suis Aisha, 13 ans lapidée par Al-Shabab en Kismayo en Somalie,

je suis les passagers du RER B,

je suis les habitants de Baga, Nigeria,

je suis Amsha et toutes les femmes Yazidis,

et je suis Alec Collett et je suis Arkady Katkov.

En suite je suis aussi les Manuscrits de Tombouctou et je suis les lieux saints à Syrie. La culture, l’histoire et les sociétés détruits.

La liberté sera toujours plus forte que la barbarie. Notre meilleure arme, c’est notre unité.”

La France a vécu autres actes barbares. Face à la peur il faut défendre l’ouverture. Face à la suppression des voix, la liberté et démocratie. Face à la barbarie il faut défendre de l’égalité. La France va rester unie cette fois aussi et nous restons unies avec la France. Unies pour notre société européenne ouverte et démocratique pour tous.

Le monde entier doit dire non pour la violence. Oui pour la tolérance. Non pour l’extrémisme. Oui pour la liberté. Non pour la barbarie. Oui pour l’intelligence. Ouvrons pour la paix et pour la justice. Restons ferme pour la démocratie et la liberté.

La liberté sera toujours plus forte que la barbarie. Notre meilleure arme, c’est notre unité.” Président Hollande le 7 janvier 2015.

Face à la peur il faut défendre l’ouverture. Face à la suppression des voix, il faut défendre la liberté et démocratie. Face à la barbarie il faut défendre de l’égalité.

La France a vécu autres actes barbares. Je crois que la France va rester unie cette fois aussi et il faudra nous restons unies avec la France. Unies pour notre société européenne ouverte et démocratique pour tous.

Unies pour tous qui se battent déjà contre la barbarie et le noir. Unies pour eux qui sont déjà mort. Unies parce que “la meilleure réponse au terrorisme, c’est plus de démocratie, plus d’ouverture” (premier ministre Jens Stoltenberg après Utoya)

0

Støtte eller selvpromovering? Hvor går grænsen for politikere og partier..

ixene dessinDagens angreb på Charlie Hebdo og på ytringsfriheden i Europa fik mig også til at tænke på, hvornår er man person og hvornår er man produktet eller politikeren? Hvornår er det usmagelig selvpromovering, hvornår almindelig medmenneskelighed og hvornår hjælper man en sag ved at udtale sig. Både når det gælder mig selv og andre politikere. Uanset så ærgrer det mig, at de danske partier og politikere ikke fik lavet en fælles højtidelighed men, at det endte fragmenteret.

Jeg fulgte som alle andre reaktioner fra hele verden og informationer fra Paris om det forfærdelige angreb på Charlie Hebdo, hvor 10 journalister og tegnere samt 2 politibetjente blev dræbt. Ligesom jeg havde gjort den 22. juli 2011 og under “det arabiske forår”. Jeg delte i støtte med Charlie Hebdo deres seneste tweet inden angrebet. Jeg delte informationer fra fransk presse. Det optog mig mere end at skulle mene noget, fordi hvad kunne jeg tilføje?

last tweet charlie hebdo

Jeg delte reaktioner fra europæiske og danske politikere. Efter et par timer og da de danske politikere meldte sig, så tænkte jeg, at jeg burde også selv give udtryk for mine følelser og selvstændigt med egne ord støtte avisen, journalisterne og tegnerne som var blevet angrebet.

mit Charlie Hebdo tweet

Jeg delte samme budskab på Facebook sammen med Je Suis Charlie billedet til støtte for Charlie Hebdo. Jeg delte det og andre tegninger til støtte for Charlie Hebdo på min instagram profil.

Jeg kunne se, at folk i Paris, London og Berlin samlede sig til støtte for ytringsfrihed og for at mindes de dræbte. Jeg ærgrede mig over der tilsyneladende ikke var taget initiativ til noget lignende i København. Indtil jeg så Formand for journalistforbundet i Danmark Rasmus Mark Pedersen‘s tweet om en mindehøjtidlighed lidt under en time senere.

Jeg spredte tweeten, smed det sidste vasketøj på stativet og smed et par lys og en kuglepen i tasken. Spurgte på vejen lidt for sjov et par journalister om ikke andre end journalister ikke også var velkomne. Jeg gik nemlig udfra at alle var velkomne. Min mor skrev, at hun også ville tage der hen til den franske ambassade, så vi mødtes derhenne. Der var allerede en lille flok folk og en gruppe journalister på arbejde med mikrofoner, kameraer og blokke.

Vi var en blandet flok var folk, som stod foran ambassaden. Unge, gamle, børn og almindelige voksne. Løbende kom der flere til, som stille lagde blomster, lys og penne. Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen var der. Det var Enhedslstens pressemand også. Jens Kristian Lütken fra Venstre var der. Det var Yildiz Akdogan fra Socialdemokraterne også.

Jeg tog 3 billeder på vejen fra bussen til demonstrationen og lagde dem på instagram. Ellers stod vi stille med kuglepenne i vejret. Forklarede folk, der spurgte hvorfor vi stod der om det forfærdelige, der var sket i Paris og journalisterne om hvorfor vi var der og hvorfor kuglepennene. Min mor roste Stéphanie Surrugue for hendes gode dækning på TV2. Jeg hilste på Yildiz Akdogan og Jens Kristian Lütken, som jeg kender fra før, samt på PROSAs Mikkel Hammer Nonboe.

Jeg overhørte en politi/sikkerhedskvinde fortælle, at man ville åbne en kondolencebog på ambassaden fra i morgen og tweetede det. Pludselig kørte en bil op og standsede. Statsministeren trådte med en buket blomster i hånden. Vi gav plads. Jeg stod ved siden af og var fræk nok til at tage et billede, som jeg tweetede. Men det var mig, og ikke en socialdemokratisk partisoldat eller pressemand (selvom ja R og S er i samme regering). Fordi verden skulle da vide, at den danske statsminister ikke kun talte til støtte for ytringsfriheden – og billeder taler bedre end ord.

helle ved ambassaden

På vejen hjem tog jeg forbi en veninde, fik varmen og en bid brød. Jeg så tilfældigt at Lars Løkke havde opfordret til at stille sig op med ham og hans fakkel kl. 2145 foran ambassaden. Jeg synes det smagte af selvpromovering og brokkede mig forarget til min veninde. Hun mente at også statsministeren skulle have holdt sig fra ambassaden. Udover en pressemeddelelse skulle politikere holde sig væk. Jeg mente der var forskel på statsminister og ministre, men også at det handlede om hvor meget man satte sig selv i fokus.

Da jeg kom hjem kiggede jeg på de øvrige partilederes Facebook profiler, og kunne se at Johanne Schmidt Nielsen lige som Lars Løkke havde benyttet muligheden for at opfordre sine støtte til at dukke op men kl. 19 og ikke kl. 2145 – også lige at understrege at Charlie Hebdo var “det venstreorienterede tidsskrift”. Så det var ikke helt tilfældigt med de mange Enhedsliste folk blandt journalisterne. SF brugte deres sædvanlige grafiske look til at lave et billede til dagen med deres eget logo på. Der er skærmbilleder af partilederne nedenfor.

Johanne Schmidt Nielsen

Helle Thorning

Morten ØstergaardLars Løkke

Anders Samuelsen

Thulesen Dahl

SF Pia Olsen Dyhr