Har set Indenfor Murene med min far da jeg var lille. Det har været en del af min kulturelle baggage. Var i aftes inde og se det med min mor, onkel og tante. Det er et utroligt fint stykke og umanerligt velspillet på Folketeateret.

Hans Bendix skulle have kaldt stykket for de danske jøders Elverhøj. Hvilket er meget morsomt, men nok også lidt sandt. 

Men stykket kan så meget mere. Konflikter og forventninger mellem generationer. Om at elske sine børn uden at prøve at kontrollere dem. Om at elske sine forældre selvom man ønsker noget andet end det de lige havde forestillet sig. Forskellen mellem dem som er lykkeligt sat med børn og ægtefælle og dem som søger, hvor de måske en en dag vil se livet ikke længere har brug for dem. Og de for alvor er “Det Døde Hav”. Dem med den fine uddannelse og dem der tjener pengene. Kultur vs penge. Religion vs. humanismen. 

Jeg ville ønske danske debattører havde set stykket. Jeg ville ønske at københavnske klasser nåede ind og så stykket eller at lærerne bruger stykket i undervisningen. Jeg mener det kan måle sig med Et dukkehjem, som var en del af mit pensum. Måske er mere relevant ift. vores samtid med sit humanistiske fokus og idet, at den tager spørgsmål om generationer og sociale forventninger op. Selvom kampen om ligestilling bestemt ikke er vundet endnu. 

Stykket er stadig relevant 103 år efter sinurpremierei 1912. Måske er religionerne nogle andre idag. Måske har vores fædre ikke skændtes i skolegården inden det begyndte at hade hinanden. 

Men måske særligt derfor taler Indenfor murene stadig så stærkt. Fordi den viser, at de udfordringer mange står overfor idag med deres forældre eller deres børn. Du er ikke den første som har kæmpet med dine forældre. Du er ikke den første hvis barn vælger en anden vej end den du forestillede dig.

Men også humanismen, det at se mennesket og ikke religionen må vi ikke glemme. Selvom nogle idag med foragt kalder den slags politisk korrekthed.