Regulering af internettet er et emne, som jeg skriver meget om, særligt har jeg indenfor de sidste måneder skrevet om netneutralitet, som er et vigtigt politisk spørgsmål om hvordan vi skal regulere telemarkedet for at sikre lige adgang og i en kompliceret konkurrencesituation.

Virkeligheden er, at vi har en række store operatører på det europæiske marked. De vil formentlig fortsætte med at konsolidere sig de næste år, og en naturlig tendens blandt store operatører er om muligt at forsøge at få kontrol med markedet og fordele den imellem sig. Dertil kommer, at teleoperatørerne er ved at brede sig ud til yderligere led i produktkæden på internettet. Fra kun at levere forbindelse til også at levere indhold. Yderligere, at forbrugere er vanedyr og ikke skifter teleoperatør sådan uden videre. Jeg har selv kun haft 2 eller 3 mobilselskaber siden jeg fik en mobiltelefon. Desuden er det på netsiden vanskeligt at vide hvad det er man køber og får: Er forbindelsen dårlig på grund af ens eget udstyr, udfald på nettet den dag, eller får man ikke den hastighed fra selskabet som de lovede.

Netneutralitet er ikke kun et økonomispørgsmål, men et politisk spørgsmål

Der er behov for lovgivning om netneutralitet. Vi har som forbrugere og borgere brug for at vide os sikre på at vi har lige adgang til den data, som vi ønsker adgang til uden at vore teleselskaber stiller hindringer i vejen. Der skal være en klar adskillelse mellem betaling for indhold og forbindelse. Der skal ikke være en indblanding fra teleselskabet i hvad man bruger sin forbindelse til, så længe man betaler for forbindelsen.

Hvis ikke, har det implikationer for vores demokrati, for små aktører, for kommende aktører og for gennemsigtighed af markedet for forbrugerne.