Stop overvejelser om genindførsel af sessionslogning

StopSessionslogning_NyhedTilføjelse af 3. marts kl. 21.08: *Der manglede en meget vigtig introduktion til dette blogindlæg da jeg lagde det op igår… dette er teksten fra IT-Branchens underskriftsindsamling. Så klik ind og smid en underskrift!*

Kære justitsminister Søren Pind og politikere – særligt socialdemokrater og venstrefolk, men også gode DF’ere og evt. vaklende LA og KF’ere,

Sessionslogning er problematisk og alt for omfattende. Min og alle andre danskeres private færden på internettet skal ikke logges, og jeg vil opfordre jer til at droppe lovforslaget eller at stemme nej til det.

At logge alle danskeres private færden på internettet er et enormt indgreb i både min og andres personlige frihed, og det vil slet ikke have den ønskede effekt, da kriminelle med simple værktøjer nemt kan komme uden om det.

Den tidligere regering stoppede den forrige og langt mildere sessionslogning, da den både var ulovlig og desuden ikke havde nogen som helst efterforskningsmæssig effekt.

Politiet kan med en dommerkendelse i hånden følge mistænktes færden på nettet ligesom de har mulighed for at beslaglægge mistænktes computere og mobiltelefoner.

Derfor siger jeg nej til overvågning af uskyldige danskeres private færden på internettet, og beder jer om at gøre det samme.

Giv i stedet politiet mulighed for at bruge de effektive værktøjer, som politiet allerede har til rådighed. Giv dem lønsum nok. Giv dem flere kollegaer. Giv dem mere efteruddannelse. Giv dem ro til at gøre deres arbejde.

Mange hilsner

Karen

Kategori: ,

Efterlad en kommentar